onsdag den 14. december 2016

En ting jeg kan lide #3

Jeg kan rigtig godt lide, at tage min uddannelse på fjernstudie. Det skal dagens indlæg handle om.

Hvorfor er det fedt?
Jo. Det er fedt, fordi jeg kan læse, når det passer mig.
Jeg kan sove længe, hvis det er det, jeg har lyst til. Så kan jeg stå op, og sætte en tøjvask over. Og så kan jeg, mens maskinen kører på badeværelset, sætte mig ind i stuen og læse ugens lektier.
Jeg kan også sidde sent oppe, og læse der - hvis jeg nu alligevel ikke kan sove. Jeg kan læse alt materialet, på en dag, hvis det skulle være nødvendigt, eller hvis jeg bare lige synes det er spændende.
Jeg behøver ikke tage tøj på. Eller BH for den sags skyld. Jeg kan holde pauser når jeg har lyst eller brug for det. Jeg kan høre høj musik eller sætte en tv-serie på i baggrunden.
Jeg kan bruge den tid jeg vil, på det jeg vil.
Det er virkelig rart, når nu jeg kommer fra en hverdag med stress. Jeg har det meget bedre nu, end jeg havde for to måneder siden. Eller for et år siden for den sags skyld.
Jeg glæder mig også, til jeg er færdig og kan komme ud på arbejdsmarkedet igen. Jeg håber jeg får en elevplads et sted, som jeg bliver glad for at være.

Hvad er så ulemperne?
Det kan godt være liiiiiidt svært, rent faktisk at komme igang med ugens lektier. Det kan godt blive onsdag, før jeg overhovedet åbner den første e-bog.
Det kan også godt blive lidt kedeligt, altid at sidde der hjemme og glo ind i en skærm. Jeg kommer jo ikke helt så meget ud blandt andre mennesker, som før.
Det er også svært, rent faktisk at få set nogle mennesker. Ud over måske lige min kæreste, som jo også bor her. Det kræver pludselig planlægning. Jeg har jo ikke så meget jeg skal have "tid til" - men det er knap så sjovt at være hende der aldrig skal noget - når alle andre omkring en har så travlt at de først har tid om en uge...
Det kan også være svært, at være i den samme lejlighed dag ud og dag ind. Man kan godt blive lidt skør på øverste etage.
Også det der med at bo med nogen, er pludselig anderledes. Når jeg nu er hjemme "hele tiden" - så kan der altså godt komme nogle gnidninger, som ikke opstår, hvis man var knap så meget sammen.
Og så kunne man nok også godt gå hen og blive ekstra tyk, når man nu ikke kommer så meget ud, og kun sidder hjemme på sin flade. Heldigvis er det ikke gået den vej endnu!

I sidste ende ved jeg, at jeg har valgt rigtigt, ved at tage denne uddannelse, og at gøre det her hjemme fra.
Jeg er gladere. Jeg (synes selv, at jeg) hjælper mere til med det huslige. Jeg får faktisk læst mine lektier og afleveret mine ting. Og jeg får også ganske udmærkede karakterer for det. Jeg har fundet tid til mig selv. Jeg ser kun de folk, jeg faktisk gider at bruge tid på at aftale noget med, og som derfor er værd at være sammen med.

Nu er jeg midt i uge 7 ud af 10, så mon ikke det hele ender godt?

1 kommentar: